Logebygningen er den tidligere Ganer Skole, beliggende på Stauningvej 10 i Skjern. Bygningen blev erhvervet af broderkæden i 1986, og var da temmelig forfalden, men ved stor flid blev rammerne indrettet til logebrug.
Fra 1995 og frem har logen været igennem en omfattende renovering både ude og inde. Der var blevet behov for mere plads i logesalen, og udvidelsen af denne blev benyttet til at skabe hvælvinger og stjernehimmel, samt at centrere indgangen midt for logesalen med en tofløjet dør og søjleportal. Siden fulgte en omfattende renovering af spisesalen der blev udstyret med bjælker og glatte lofter med stuk samt træpaneler på væggene. Disse arbejder var sanktioneret af de daværende ærede OB Varning Poulsen og Helge Rosenlund Knudsen. Herefter fulgte renovering af daværende hovedindgang, hvor et træskæreri af Johannes Døberen nu modtog den besøgende fra en niche under trappen til tagetagen. Køkkenet og baggangen blev også moderniseret, og udvendig anlæg af “parken” med ny flisegang og plantning af juletræer.
Traditionerne blev holdt i hævd under den efterfølgende OB Kresten Skovfoged, hvor forværelserne og embedsmandsværelset er blevet totalrenoveret i 2005, og siden blev bibliotek og læsesal i loftsetagen færdiggjort i 2007, tillige med indkøb og isættelse af nye Dannebrogsvinduer med sprosser mod syd og vest.