Forarbejdet til igangsættelsen af logen Excelsiors hus i Havnegade 65, Esbjerg blev gjort af logens første ordførende mester, bogtrykker K. Rosendahl, og arbejdet fuldførtes i 1962 under ordførende mester læge S. A. Andersen, medens Søren Nørgaard, Esbjerg, var bygningens arkitekt.

Fra sin stiftelse som arbejdende loge i 1949 havde Excelsior hidtil arbejdet i lejede lokaler på det daværende Hotel Spangsberg.

Nu stod den moderne bygning færdig med sine to etager, kælder og et bruttoareal på 1.149 m², to logesale, hvoraf den største normalt kan rumme 110, men ved særlige arrangementer op til 150 personer. Spisesalens kapacitet er 120 personer, men med udvidelse af kaffestuen kan der rettes an til 150.

Den lokale kunstner, maleren Egon Svarrer, hvis far var medlem af Excelsior, har over indgangen til I grads logesalen udført en glasmosaik med Johannes Døberen som motiv.

Bygningen benyttes foruden af Sankt Johanneslogen Excelsior også af Sankt Andreas Instruktionslogen Ansgar.

Sankt Johanneslogen Excelsior
Sankt Georgskors
Esbjerg

FRIMURERLOGEN
Havnegade 65
6700 Esbjerg
Tlf. 22 17 05 93

© Alle rettigheder forbeholdes - Den Danske Frimurerorden