En logeaften er præget af stil og højtidelighed. Stil, fordi vi brødre tager fint tøj på og arbejder i smukke bygninger og med dybe ritualer, der går hundredvis af år tilbage i tiden. Højtidelighed, fordi logearbejdet omdanner hverdagen til højtid og skaber tid og rum til eftertænksomhed og selvransagelse.
Frirum til eftertanke
Når logens port lukkes bag os, glemmer vi for en stund det, vi frimurerbrødre kalder den ”profane” verden, dvs. den hverdag og tilværelse, der befinder sig udenfor logens mure. Når vi er sammen i logen, koncentrerer vi os om livets store spørgsmål og forsøger at forstå, hvordan vi kan blive bedre mænd og medmennesker. En logeaften er en stor og spændende oplevelse, hvor omdrejningspunktet er de ældgamle ritualer og symboler og den lærdom, Ordenen formidler til os. Men når det rituelle arbejde er overstået, er der også tid til hygge og socialt samvær.
Ordenen tilbyder et frirum til eftertanke. Med de store samfunds- og livsstilsændringer, der sker i disse år, er vi stadig flere, der har brug for dette fristed, hvor der er tid og ro til refleksion, hvor hverdagen sættes på pause for en stund, og hvor de mentale batterier lades op. Ordenen er et åndeligt refugium, et “mentalt fitnesscenter”, hvor du kan træne din livsduelighed, finde den gode energi og få nye perspektiver på tilværelsen.
En logeaften består gerne af tre dele. Vi mødes typisk ved 18.30-tiden, hvor vi hilser på hinanden og får en kop kaffe, sodavand eller øl. Nogle brødre kommer direkte fra arbejde eller andre gøremål for at deltage i det rituelle arbejde i logesalen, der gerne begynder kl. 19.00. Det gennemføres efter bestemte ritualer for den enkelte grad. Nogle aftener optages et nyt medlem. Andre aftener forfremmes en broder til en højere grad. Undervejs holder en broder et kort foredrag kaldet en “instruktion”, hvor han deler sine tanker og viden om frimureriet. Logemødet minder på en måde om en “teaterforestilling”. De fleste brødre ser på, mens andre, de såkaldte embedsmænd, gennemfører selve ritualet. Men alle går derfra en oplevelse rigere.
Når det rituelle arbejde er slut, spiser vi sammen ved det såkaldte brodermåltid. Her er det sociale samvær i højsædet, og vi taler om alt lige fra aftenens ritual, livets store spørgsmål til almindelige hverdagsting. Vi taler dog ikke om politik, religion eller erhvervsinteresser. En logeaften slutter typisk kl. 22.30.
En logeaften er kort sagt et åndeligt og socialt åndehul i en travl hverdag, et sted, hvor du stimuleres mentalt, stresser af, finder overskud og hygger dig med ligesindede. Og det glæder og gavner både dig selv og dine omgivelser.