Logebygningen i Aarhus er en af Ordenens smukkeste. Huset er opført i 1907-08, tegnet af arkitekt Eggert Achen, og det blev indviet den 21. oktober 1908 af Kong Frederik VIII.
Det er et meget stort hus, det bebyggede areal er på ca. 1400 kvadratmeter. I 1994-95 blev huset renoveret både udvendigt og indvendigt, og modtog i den forbindelse et diplom fra Aarhus kommune for at “bidrage til højnelsen af byens bygningsmæssige værdier gennem en særlig indsats”.
Bygningen rummer i dag Provinsiallogen i Aarhus, Sankt Johanneslogen St. Clemens og Sankt Andreaslogen De fire Roser. I Huset er der fem logesale, bibliotek, museum samt flere spisesale, hvoraf den største kan rumme 225 personer.
Huset er udsmykket med relieffer udført af billedhuggeren Elias Ølsgaard, 6 store frescomalerier udført af J. Hansen-Reistrup og et meget smukt glasmaleri i et vindue på hovedtrappen.
Frimureriet i Aarhus
Allerede i 1856 blev de første frimurere fra Aarhus optaget i Sankt Johanneslogen CIMBRIA i Ålborg. I 1860 finder man i Aarhus og den nærmeste omegn en del brødre, der er medlemmer af forskellige loger rundt om i landet. To af disse brødre tog initiativ til at samle disse brødre til et møde, og i 1861 tog frimureriet så sin første begyndelse i Aarhus, idet 7 Aarhusbrødre fik tilladelse til at danne en broderforening, som mødtes nogenlunde regelmæssigt til møder rundt om i hjemmene.
I 1863 oprettedes den første Sankt Johannes-instruktionsloge, hvis første møde holdtes på Hotel Royal. Moderloge var Sankt Johanneslogen Cimbria i Aalborg. Instruktionslogen udviklede sig hurtigt, og i 1870 fik man tilladelse til at omdanne logen til en arbejdende loge såfremt man kunne skaffe passende egne lokaler. Straks gik man i gang med at skaffe de nødvendige midler til grund og bygning, og i 1871 stod den første loge klar i Amaliegade. Den 23. november blev Sankt Johanneslogen Sankt Clemens installeret. Medlemstallet var da på 55 brødre.
Nu gik det stærkt. I 1888 tog arbejdet i en Kapitel-instruktionsloge sin begyndelse uden en egentlig indvielse. Medlemstallet øgedes betragteligt og i begyndelsen af århundredet blev pladsmanglen mærkbar, og da samtidig ønsket om en arbejdende Sankt Andreasloge trængte sig på, begyndte man at se sig om efter et nyt hus. I 1907 mageskiftede man så med Arbejderpartiet den gamle bygning med en smukt og højtbeliggende grund i Christiansgade. Under udgravningen af grunden stødte man på gamle fundamentrester af et 700 år gammelt karmelitterkloster, St. Jørgens Kloster, med en tilhørende klosterkirke, Vor Frue til Brobjerg. Grunden havde således en kirkehistorisk baggrund. I 1908 blev huset indviet med nærværelse af Kong Frederik VIII. Arkitekt på byggeriet var Eggert Achen, som blandt andet også byggede skovrestauranten Varna og facaden til Hotel Royal. Samme år indviedes Sankt Andreaslogen De fire Roser.
Den frimureriske udvikling begrundede efterhånden at der burde oprettes en Provinsialloge i Jylland, og i 1959 blev Provinsiallogen i Aarhus så indviet idet den blev tilsynsførende for alle loger nord for en linje fra Horsens til Skjern.
Loger i Århus
Der er to arbejdende Sankt Johannesloger – altså loger, der kan optage nye brødre, en Sankt Andreasloge samt en Kapitelloge, der har hjemsted i Århus. Her er en oversigt og mulighed for at læse mere om de enkelte loger: